Aldrig i mit liv havde jeg troet, jeg nogensinde skulle komme til at bruge et ord som ‘løjerlig’ i en overskrift. Men er der noget, der kalder på netop brug af det ord, er det Henriette Weber’s nye bog “Return on involvement – hvordan du bruger social web til at skabe business unusual”. Jeg bruger betegnelsen, fordi bogen er på én gang forfriskende – og samtidig har nogle slagsider.
For at tage det sidste først, har bogen to skavanker, som jeg ser det: Selvom den er ment som en guide til, hvordan man kommer i gang med social marketing, er det ikke en bog, der kommer til at omvende nogle af dem, der har svært ved at se værdien i at bruge sociale medier til at markedsføre sig selv eller sin virksomhed på. De grå personer, for hvem det mest ophidsende i verden er et Excel-ark, vil smide denne bog fra sig, inden de kommer i gang – alene på grund af Henriette’s form og måde at skrive den på. Og det er min anden anke: At man faktisk nærmest skal kende Henriette – som jeg gør – for at få det fulde udbytte af bogen. Gør man ikke det, risikerer man at sidde tilbage med et indtryk af en masse ord og begreber og ikke mindst meget personlige betragtninger uden faktuel dokumentation for sandheden i dem.
Når det er sagt, er der bestemt værdi at finde i bogen. Faktisk kan man sige, at bogen er brækket over i to dele: De firste fire kapitler indeholder en masse betragtninger i de højere luftlag, som man – alt efter temperament – enten vil finde fascinerende og erklære sig enige i eller alternativt helt nægte at forstå og affeje som hippie-snak. De sidste fire kapitler derimod er mere konkrete, og det er her, Henriette’s ekspertise indenfor social marketing virkelig kommer til udtryk. Det er her, hvor man finder guides til, hvilke baner, man bør tænke i og overveje, inden man kaster sig ud i social marketing. Og det er her, den virkelige værdi findes – det der gør bogen værd at læse.
Samlet set er “Return on involvement…” et forfriskende pust dybt præget af sin forfatters personlige touch. Og som sådan en glimrende eksponent for den autencitet og troværdighed, som Henriette Weber mere end noget andet prædiker er afgørende for, om man får succes eller fiasko med social marketing.


Hej Mads – tak for anmeldelsen, syntes den er retfæridg…. Jeg bliver lige nødt til at vende tilbage og kommentere på ordet “løjerligt”… Stephan Sabinsky der læste korrektur på den kaldte den for “poetik” – hvilket jeg også syntes passer godt. Jeg tror egentlig at jeg ikke kunne skrive en bog om social marketing uden at være mig selv. Det ville være fuldstændig græsk katolsk for mig ikke at være autentisk, troværdig og bemærkelsesværdig i min forfatterrolle-hvis det bla er det jeg skriver en bog om… ? =)
Det er mit håb at folk kommer til at kende mig efter de har læst bogen. og den er ikke målrettet mod de grå – da jeg ikke tror at de er interesseret i hverken return on involvement eller business unusual =) og unusual det er lige hvad det er jeg forsøger og ramme, med bogen og mit virke – dag ind og dag ud… og unusual DET er den. Om det er overkill – det må tiden vise…
Det var så lidt, Henriette. Som sagt kender jeg dig jo, og derfor overrasker stilen mig som sådan ikke. Når det er sagt, synes jeg dog også, bogen placerer sig lidt mellem to stole: For dem, der i forvejen er omvendt (dine fans
) giver den ikke ret meget nyt – og for dem, der endnu mangler at se lyset er den måske for meget dig? Ved det ikke. Det bliver spændende at se, hvordan den klarer sig i handelen, og om folk vil give den en chance. Uanset hvad tager jeg hatten af for, at du forfølger projektet helt til dørs og giver så meget af dig selv i bogen, som jeg synes, du gør.
[...] har allerede været anmeldt hos f.eks. Søren Storm Hansen på dSeneste og Mads Kristensen på Mads K, og jeg må give de to ret i deres [...]