Et par tanker til et digitalt intellektuelt medieforlig

March 11th, 2010 No Comments

Danmark har fået en kulturminister, der rent intellektuelt er til at tage og føle på. Uden at fornærme ret mange, kan man nok godt tillade sig at hævde, at Per Stig Møller (K) er den mest kulturelle kulturminister i klassisk forstand, dette land har haft i en meget lang årrække.

Lige om lidt skal Per Stig i gang med at bevise, at han favner bredere end den klassiske veneration for "Kvit eller Dobbelt" og omfangsrige filosofiske tekster. At han også rummer det nye og spændende – og ikke mindst dets perspektiver for, hvordan kulturlivet i Danmark kan udvikle sig: Han skal i gang med at kigge på at få skruet et nyt medieforlig sammen.

Vi er flere, der gerne vil give input til den proces. Ernst Poulsen er en af dem, Morten Saxnæs en anden. Og jeg selv vil også gerne give mit besyv med.

Som det ser ud i dag, vil internetmedierne stadig komme til at spille rollen som lillebror i forhold til især de gode gamle printmedier. Og det uagtigt at internettet faktisk har overhalet aviserne som annoncemedie. Og det uagtet at rigtig mange mennesker i dag betragter adgang til internettet som en menneskeret – noget jeg ikke mindes at have hørt nogen sige om adgangen til aviser (deres øvrige kvaliteter i denne forbindelse helt ufortalte).

Så hvis man fra Per Stigs stol skulle overveje nogle gode grunde til at opprioritere støtten til danske internetmedier, hvilke argumenter kunne man så overveje? Lad mig forsøge at komme med et par stykker.

Man kunne starte med at tage det klassiske udgangspunkt; internettets demokratisering af alle ting og alle borgere i forhold til at begå sig som udgivere af eget originalt indhold. Alle og enhver kan i dag slå sig ned som ekspert i sin helt egen niche – "Kvit eller Dobbelt" 2.0 kan man vel kalde det – og komme til orde. Eksperterne har fået masser af nye muligheder for at komme til orde og være med til at sikre pluralismen i det danske samfund. Hvis det ikke er støtte værd, hvad er så?

Derefter kunne man kigge på det fra en sportslig vinkel – som jo også er Per Stigs gebet – og kigge mere på forenings-Danmark. Hvad ville et rigtig godt udviklingsmiljø for små virksomheder, der udvikler netbaserede løsninger til forenings-kommunikation og -effektivisering ikke kunne gøre for medlemmer og måske især for de frivillige ledere, uden hvilke der slet ikke ville være noget forenings-Danmark? Man kunne sagtens forestille sig, at der med en god støtteordning for f.eks. startups med adgang til risikovillig kapital kunne udvikle sig en hel lille industri, der kunne supportere foreninger af enhver slags – og at denne industri rent faktisk kunne eksporteres.

Endelig kunne man overveje statsstøttede tjenester, der gør det nemmere for skabere af unikt indhold at komme ud og blive set; en slags digital udgave Statens Museum for Kunst men bare med fokus på noget, der rent faktisk kunne bruges digitalt i det daglige og som igen kunne være med til at få andres øjne op for de danske talenter, der findes rundt omkring, og som egentlig bare venter på at få muligheden for at springe ud. Dermed kunne mediestøtte også blive en form for eksporthjælp og dermed gøre gavn flere gange – for de samme penge – i stedet for at forsvinde ned i et hul, som tilfældet er i dag.

Det ville da være et klogt og godt fremskridt, ville det ikke?

Read More »

Vælg nu den rigtige type konsulent

March 11th, 2010 No Comments

Hvis du har en udfordring, du skal have løst, og du gerne vil hyre en konsulent ind, hvad skal du så kigge efter? Det er spørgsmålet til 1 mio. kroner i en verden, hvor snart sagt alle kalder sig for ‘ekspert’, og det kan være meget svært at skelne, hvad der egentlig ligger bag de voldsomme ‘claims to fame’.

Af samme grund vil jeg derfor vælge at dele svaret op i to dele, der begge centrerer sig om, at du først og fremmest finder ud af, hvad det er, du har brug for: En overordnet strategi – eller en helt konkret løsning.

For at tage det sidste først er der næppe tvivl om, at du skal have fat i én, der rent faktisk har prøvet det før. Og som vel at mærke kan bevise det via cases og referencer. For når først musikken spiller og showet kører, kan det vise sig at være meget fordyrende og spild af tid at entrere med én, der har al sin ‘viden’ om tingene hjemme fra køkkenbordet.

Til gengæld skal du så også være klar over, at når du hyrer en operationel type – en programmør – f.eks. får du ikke nødvendigvis ret meget strategi med i pakken. Det vil sige, at du kan ende op med den danske udgave af en IT-support outsourcet til Indien: Vedkommende gør det, du har stillet og defineret som opgave uden at spørge ind til meningen med det hele eller hvordan det overordnet passer ind. Hvorfor? Fordi praktikere har det med at være så optaget af det praktiske, de sidder med, at de ikke har andet end hån tilovers overfor ‘the bigger picture’ (og dig som kunde, men det er en helt anden sag).

Hvis det derfor er ‘the bigger picture’ du er ude efter at få tegnet, har du også brug for en med en masse erfaring, men en som har arbejdet med tingene på en noget anden måde. Her har du ikke nødvendigvis brug for en, der kan sætte sig ned og kode hele skidtet for dig men mere én, der kan hjælpe dig med rent mindset-mæssigt at komme på rette vej og hjælpe dig med at få konkretiseret, hvilke initiativer, der er brug for for at det passer bedst muligt ind i den forretning, du lige præcis driver.

En god test på en sådan type – udover at bede om cases og referencer – er at teste, om vedkommende forstår at lytte og spørge ind til din problemstilling. Jo mere vedkommende er i stand til det – og til at forstå og artikulere, hvordan det i hans eller hendes øjne passer sammen i den store helhed – jo større sandsynlighed er der for, at vedkommende rent faktisk vil kunne levere noget af værdi.

Hvorfor nu hele denne smøre? Fordi nogle tror, at det ene per definition altid er bedre end det andet. Pointen her: Det afhænger helt af konteksten og af, hvad det er, du gerne vil opnå. Det er sådan set bare op til dig at tænke dig om, før du binder an med en konsulent.

Read More »

Da boblen brast og det hele sagde BANG

March 10th, 2010 No Comments

I dag er en mærkedag af de helt store. Også selvom det er en dag, der for rigtig mange står som dagen, hvor de i den grad brændte nallerne, styrtede mod jorden og helt ned i sølet.

I dag er det nemlig 10 år siden, den berygtede dotcom-boble brast, og alverdens IT-investorer mistede alle de skillinger, de havde postet i det måske vildeste børsridt nogensinde.

Boblen brast fordi det jo viste sig, at der ikke var realisme i de mange dotcom-projekter, der havde fået investorerne til at kaste vanvittige summer af sig. Ganske enkelt fordi man i sin iver efter at komme først og bare komme i gang fokuserede mere på, hvad noget måske engang kunne blive til – uden man havde nogen som helst idé om, hvordan man skulle vurdere det – end hvad det kunne generere af sund forretning her og nu (eller i hvert fald indenfor en overskuelig fremtid).

Man havde komplet glemt den kritiske sans. Og resultatet blev en komplet detoute for alt, hvad der havde med IT at gøre, som var omvendt proportional med den begejstring, der havde givet næring til hele boblen. Og det var noget rigtig skidt.

For det gjorde også, at der uberettiget blev sat spørgsmålstegn ved en masse ting, som rent faktisk var godt. Og at det blev voldsomt svært for entreprenante sjæle, der rent faktisk havde noget at have det i og sad med valide idéer og projekter, at få funding til at føre projekterne ud i livet. Mens urealistiske projekter – ja, fantasiprojekter – før krakket havde kunnet realiseres, uden nogle stillede bare de mindste spørgsmål, kunne stort set intet nu lade sig gøre.

Internettet frøs nærmest på et øjeblik til is.

For os, der dengang arbejdede i branchen, gik vi fra at være de sejeste drenge og piger i klassen, til at blive rene pariaer. Vi var nærmest idioter, fordi vi fortsat troede på internettet. Vi blev betragtet som beskæftigelsesprojekter på linie med langtidsledige i aktivering, hvor andre havde mere end svært ved at forstå, vi overhovedet skulle have noget at rive i endsige betaling for det. Det var trange tider.

For at stå igennem krisen, som krakket afstedkom, krøb vi til korset og blev meget ydmyge. Vi blev tvunget til at opfinde forretningsmodeller, der dybest set på ingen måde var til fordel for os, men var hvad vi kunne få. Hvad kunder og annoncører ville være med til, når de ikke ville røre os med en ildtang, og vi var længst nede i bunken over muligheder, man kunne beskæftige sig med. Og som tvang rigtig mange til at give op, fordi det simpelthen ikke kunne hænge sammen mere.

Vi, der var tilbage, måtte bruge år på at stå krisen igennem og langsomt forsøge at vinde det tabte tilbage – ikke mindst tilliden og troen hos andre på, at bare man arbejdede med nettet, var man ikke helt uden jordforbindelse eller realitetssans. Det var absolut ikke nemt – men spændende og udfordrende.

Nu er internettet så tilbage. Alle har det. Høje hastigheder, masser af brugbare og værdifulde tjenester og vækst præger billedet. Men under den skinnende, lykkelige overflade lurer mindet om dotcom-krakket stadig.

I hvert fald hos mig. Jeg tænker stadig dagligt over, hvordan det arbejde, jeg laver sammen med mit team, giver vores kunder værdi, uanset om de er brugere eller annoncører. Og hvad vi kan gøre for at gøre det endne bedre i morgen og i endnu højere grad udnytter de mange muligheder, der er.

På ti år er internettet gået fra at være det fedeste, mest fantastiske og mest opreklamerede over at være det absolutte største spild af penge og tid til nu at være uundværlig infrastruktur på linie med lys, vand og varme. Hvor mange andre brancher har været en så voldsom transformation igennem på så relativt kort tid? Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen.

Til gengæld er jeg overbevist om, at der er masser af spændende udfordringer at se frem til. For i forhold til at udnytte internettets potentiale til glæde og til gavn for kunder af alle slags, er vi kun lige gået i gang med at skrabe i overfladen.

Der ligger nye kvantespring og venter på at blive taget derude, som vi med en skyldig tanke til, hvordan det også kan gå grueligt galt, når vi skyder helt forbi, kan bruge vores passion, kreativitet og sunde kritiske sans på at realisere.

Jeg glæder mig helt vanvittigt. Som jeg i øvrigt har gjort hver eneste dag, jeg har arbejdet indenfor denne branche – krak eller ej.

Read More »

Livlig e-handel i Danmark

March 10th, 2010 No Comments

I går havde jeg fornøjelsen af at være med til at afgøre, hvilke af de indstillede kandidater indenfor to meget forskellige kategorier, der går videre i konkurrencen om årets danske e-handelspris. Fornøjelse fordi det udover at være en glimrende lejlighed til at møde nye mennesker også var en rigtig glimrende lejlighed til at få et indtryk af, hvor rigt det danske marked egentlig er på meget forskellige e-handelsløsninger.

Lad det bare være sagt, at der er meget stor forskel på de danske e-handlende: Fra de store kendte koncerner, der er gået online med en større eller mindre flig af butikken over kendte rene netkoncepter, der har været på markedet i en hel del år efterhånden til spændende nye upcoming navne, der viser, at der findes uendeligt mange måder at sætte strøm og netværksstik til en given problematik, løse et problem for kunderne, gøre tingene nemmere – og tjene penge på samme tid.

Der var to ting, der overraskede mig en anelse.

For det første var jeg positivt overrasket over at se, hvor meget volume rent omsætningsmæssigt, der egentlig bliver flyttet gennem e-handelskanalerne i dette land. Ja, jeg ved godt, at e-handelen vokser og vokser, men derfor er det alligevel glædeligt at se, at selv foretagender, man måske aldrig rigtig har været opmærksom på før, rent faktisk har en rigtig, rigtig god forretning kører. Det siger en masse om, at vi er i et marked, hvor folk dels er gode købmænd og dels er gode til at tage skridtet ud i det nye og virkelig udnytte nettets muligheder.

Og så alligevel. For det andet, jeg blev overrasket over – omend en smule negativt – er, i hvor ringe en grad, danske e-handlende for alvor udnytter mulighederne på diverse forskellige web 2.0 tjenester. Ikke at web 2.0 nødvendigvis er saliggørende i sig selv, men når man ser på mange af de danske e-handelssites, skinner det stadigvæk igennem, at tillid til sine kunder måske nok er godt – men at kontrol nu engang er det bedste. På den måde er rigtig mange af de e-handlende tydeligvis ganske analogt tænkende.

Eller også har de bare ikke indset, hvilken værdi deltagelsen udenfor deres egne websites rammer rent faktisk kan give dem. Måske tror de ikke, der er nogen. Eller også er de bare skeptiske overfor den megen hype, der omgiver alt, hvad der får et mere eller mindre socialt prædikat og forsøger i stedet at finde deres egne ståsteder i den forbindelse? Hvis det sidste er tilfældet, er det måske meget godt, de ikke er kommet så langt – et sundhedstegn i en branche, der strutter af initiativ og virkelyst.

Read More »

Fremtidige planer er det nye sorte

March 9th, 2010 No Comments

Handler den næste bølge mere om, hvad vi har intentioner om at gøre lige om lidt, end om hvad vi gør her og nu?

De to stiftere bag PlanCast siger "Ja", og de har bygget en meget spændende tjeneste, der enkelt og hurtigt lader dig beskrive, hvad du har af planer samt hvor og hvornår det foregår. På den måde kan dine kontakter/venner på tjenesten se det og melde sig til samme event og på den måde skabe en rigere oplevelse for alle. Meget kort fortalt.

PlanCast vil gerne være aggregoren for folks intentioner. Det vil sige, at når nogle spørger, hvad der rører sig af strømninger i et område – hvad folk i almindelighed har af planer lige nu – vil PlanCast kunne give svaret. Og på den måde sige en masse om trends, fremtidige vaner og andre interessante ting, som kan være meget nyttigt for virksomheder og organisationer at vide.

Jeg finder som sagt tjenesten rigtig spændende. Mest ud fra et personligt princip om, at jeg ofte finder, det der venter om hjørnet er mere spændende og dragende, end det, der er lige nu, fordi det kan være svært rigtigt at reagere og skalere på det, der foregår i øjeblikket. Og hvis der er ret mange, der har det som mig, kan PlanCast godt gå hen og blive en succes.

Og så er der en anden ting, jeg ikke kan lade være med at tænke på: Hvordan kan det være, at tjenester som denne opstår mere eller mindre ud af det blå? Hvordan kan det være, at det ikke er f.eks. en selvkørende udviklingsafdeling – et internt startup – i en medievirksomhed, der kommer op med noget sådant i sine bestræbelser på at finde nye veje, hvorpå mediehuset kan være relevant i forhold til det samfund og de kunder, det betjener? Et område hvor netop en tjeneste som PlanCast kunne være super relevant.

Read More »

Kunderne er vigtigere end produktet

March 9th, 2010 1 Comment

Nogle ting er ganske enkelt så elementære, at man for det første kan undre sig over, hvordan så mange kan overse det, og for det andet må spørge sig selv om, hvordan man dog kan drages af noget så indlysende rigtigt – som om det vitterligt var den helt store revolution.

Sådan har jeg det med kundeservice og kundefokus. Og ti-øren falder ved at lytte til topchefen fra kaffekæden Starbucks, Howard Schultz:

We are in the customer business serving coffee, not the business of coffee serving customers.

Kan du se forskellen? I fald du ikke kan, så lad mig forsøge at skære den ud i pap:

Rigtig mange virksomheder og organisationer – herunder også rigtig mange mediehuse – betragter den forretning de driver, som en forretning, hvor de skaber et produkt, som så aftages af nogle kunder ude på den anden side. Modsætningsvist betragter Howard Schultz sin forretning som en forretning, hvor han har en masse kunder, som han så serverer kaffe for.

Med andre ord tænker han kunder først, produkt derefter. Og som resultat gør han rigtig mange kunder glade for den kaffeoplevelse, de får.

Jeg er udmærket klar over, at jeg efterhånden har tærsket langhalm på det her, men jeg siger det gerne igen: Det eneste, der betyder noget er end kunder. At komme tæt på dem, lære dem og deres behov at kende – og servicere dem med udgangspunkt i dem selv. Sætte sig selv og sit eget produkt i baggrunden i respekt for, at det i sidste ende alligevel altid er kunden, der har ret.

Hvis flere mediehuse gjorde det, ville de i mine øjne ikke have så store eksistentielle problemer, som tilfældet faktisk er. Hvis der blev lidt mindre ego og lidt mere betænksomhed, tror jeg på, at bundlinien ville blive mere sund.

Er det virkelig så svært at forstå?

(via Glenn’s Training Blog)

Read More »

Prøv dog at lytte til hvad kunderne virkelig siger

March 9th, 2010 No Comments

Hvad kommer først? Problemet eller løsningen? Umiddelbart et elementært spørgsmål af den slags, hvor man kan betvivle, om der overhovedet er nogen mening i at stille det. Men ikke desto mindre et meget relevant et af slagsen, når man tænker på, hvordan vi går rundt og agerer i det daglige i mediebranchen.

For hvis du tillader dig selv at standse op et kort øjeblik og mærke efter, kan du så sige dig fri for, at du aldrig nogensinde har præsenteret en løsning, før du havde en fuldstændig klar idé om, hvad problemet egentlig var?

Hvis du siger, at det har du aldrig nogensinde gjort, tror jeg dig ikke. For vi har en tendens til at gribe til løsninger, så hurtigt som vi overhovedet kan komme afsted med det. Udfra alskens motiver lige fra, at vi mener, vi bare ved bedre end alle andre til, at vi frygtelig gerne vil i gang med at vise vores egen værdi og relevans overfor den, der nu måtte have problemet.

Det kan måske gå, hvis det bare var overfor os selv – i vores egne små cirkler – vi gik rundt og gjorde det. Men jeg tror også, det i meget omfattende grad gør sig gældende overfor kunderne; dem vi lever af at servicere ved bl.a. at lytte til og forstå deres behov.

Hvornår er sidste gang, du for alvor har været i meningsfuld dialog med dine kunder og virkelig forstået dem? Jeg tænker ikke på, hvornår du sidst har hørt deres feedback til en historie, du har bragt til torvs, eller en ny tjeneste, dit medie har leveret. Eller for den sags skyld til seneste læsermøde eller fokusgruppeundersøgelse. Men til hvornår du sidst – ærligt, redeligt, fair-and-square – har forsøgt at komme helt tæt på dine kunder og VIRKELIG forstå deres udfordringer, behov og ønsker.

Mit bedste bud er aldrig. For hvis du havde, ville dit medie ikke lave de ting, de i dag laver, og som i bedste fald skyder med spredhagl; i værste fald er helt ligegyldige. Så ville dit medie levere noget, der gav mening og værdi nok for kunderne til, at vi aldrig nogensinde skulle have diskussionen omkring forretningsmodeller og loyalitet. Fordi det på magisk vis ordnede sig selv.

Så hvad med at komme i gang. Luk computeren, sluk mobilen, glem kalenderen og brug i stedet ressourcerne og tiden på virkelig at komme tæt på de kunder, der i sidste ende afgør, om du har smør at komme på brødet.

(via ideationz)

Read More »

Er annoncer som denne lovlig?

March 8th, 2010 1 Comment

Gad vide hvem der egentlig monitorerer lødigheden og lovligheden af annoncer på Google og Facebook?

Jeg kom til at tænke på det her til morgen, da jeg på Facebook så denne annonce for Danmarks billigste iPhone. Og hurtigt kunne nå frem til, at det i realiteten kan vise sig at være den dyreste, fordi det er en annonce for et firma, der beskæftiger sig med omvendte auktioner – hvor man byder ind med masser af bud og varen går til den med det laveste unikke bud.

Er den slags overhovedet lovligt?

Når jeg samtidig tænker på, hvor tit jeg hører de forskellige mediehuse tude over, hvor mange annoncekroner Google og Facebook "stjæler" fra dem (som om man overhovedet kan claime ejerskab på annoncekroner), slår det mig, at en af de ting, samme mediehuse måske burde tjekke er, hvordan disse firmaer relaterer sig til markedsføringsloven? Ikke at jeg skal sidde her og advokere for, at man bruger sin tid og penge på advokater og retslige skridt, men det slår mig dog som en ting, det kunne være værd lige at få tjekket ud.

Om ikke for andet, bør mediehusene undersøge disse sager til bunds, fordi annoncerne som den her skitserede er med til at give annoncering som sådan et dårligt ry. Akkurat som adskillige tvivlsomme dating-sites – ingen nævnt, ingen glemt – nok nærmere har en negativ virkning på opfattelsen af traditionel bannerannoncering fremfor en positiv. Og dermed vil det være i alles interesse at være med til at gøre en indsats for, at tvivlsomme annoncer ikke skal være det, der tegner et marked, der netop kendetegner sig ved at være et af de mest effektive overhovedet – hvis det gøres rigtigt.

Read More »

Tænk før du brænder dine skibe

March 8th, 2010 1 Comment

Hvis man skal forsøge at komme godt videre som mediehus, skal man så nødvendigvis kappe alle bånd til fortiden?

"Ja", mener den kendte amerikanske IT-entreprenør Marc Andreesen, og vores egen Morten Gade følger op og giver ham ret uden dog at bringe diskussionen ret meget videre. Men er det nødvendigvis rigtigt?

Begge bruger den spanske conquistador Cortez som eksempel. Han blev berømt – eller berygtet – for straks efter ankomsten til den nye verden at brænde sine skibe, hvorefter der ikke var anden udvej for Cortez og hans mænd end at slagte sig hele vejen gennem Sydamerika og således bidrage voldsomt til Inka-rigets udsletning.

Men der findes mindst ét andet eksempel, hvor man kan hævde, at det ikke nødvendigvis er nogen god idé at brænde sine skibe: Bounty.

Efter det verdensberømte mytteri på Bounty sejlede mytteristerne anført af Fletcher Christian til Tahiti, hvor de samlede en flok kvinder og mænd op, inden de satte kursen mod et sted, hvor den britiske flåde ikke ville finde dem. De endte på Pitcairn Island, hvor de som noget af det første brænde Bounty, og de var dermed tvunget til at blive og forsøge at overleve på den noget ugæstfrie ø. Det lykkedes kun nogenlunde for dem, og inden det første skib kom forbi 18 år senere havde den noget brogede flok været gennem flere drabelige opgør, og kun én af de oprindelige mytterister var stadig i live.

Pointen? At det ikke altid er nogen garanti for succes at brænde sine skibe – at bryde fuldstændig med fortiden. Overført til en medieverden er det langtfra sikkert, at et mediehus vil få succes, hvis det fra den ene dag til den anden vælger at vende det gamle ryggen for i stedet at tvinge sig selv til udelukkende at fokusere på nye forretningsområder – først og fremmest digitalt. Det kan fuldstændig lige så godt ende med den totale selvdestruktion.

Så hvad er egentlig den bedste vej frem?

Mit umiddelbare bud vil være at isolere tingene. Lade en del af organisationen køre det gamle videre under forhold, der i sidste ende – beklager – er en afviklingsoperation, da man alt andet lige må antage, at uanset masser af god vilje og forsøg på produktudvikling, så går det ufravigeligt den vej. Og lade den anden del af organisationen arbejde videre på nye muligheder ud fra en startup-kultur, hvor mediehuset er at betragte som en ventureinvestor med plads og magt i bestyrelsen – og en tålmodighed, der ikke har noget imod at trække stikket på projekter, der viser sig ikke at give mening for forretningen.

Ved at indføre en sådan model kan man gøre sig håb om, at man kan holde det gamle kørende i en setting, der giver mening for forretningen og ikke tager al fokus på en kamp, der dybest set ikke kan vindes. Og samtidig sætte de, der skal forsøge at finde fremtidens modeller og produkter, pistolen for panden ved klart og tydeligt at køre projekterne efter samme model, som man gør udenfor mediehusets døre, hvor startups så absolut også må leve med den konstante risiko for at fejle og miste alt.

Den slags pres kan måske være det, der skal til for at fremelske de gode, holdbare løsninger, der en dag kan være med til at gøre, man kan hugge de gamle skibe op i god og orden, fordi man har fået nogle nye, bedre og mere effektive.

Read More »

Bloggen er blevet lidt smartere – håber jeg

March 8th, 2010 No Comments

Den seneste tid har jeg brugt en del – nå ja – tid på at beefe dette site bare en lille bitte smule op. Jeg har haft et stort ønske om at få samlet flere af mine faglige ting på denne side, og nu synes jeg så småt, jeg er ved at være der. Jeg håber, du kan lide det. Og i fald du ikke lige kan se, hvad der er sket, tænkte jeg, jeg lige ville give dig en hurtig tour. Specielt over højrespalten, hvor de fleste ændringer er sket.

For at starte med toppen har du nu mulighed for at dele alt indhold på dette site på en række forskellige tjenester som bl.a. Facebook og Twitter. Jeg kan se, at rigtig mange af mine besøgende kommer fra netop disse to tjenester, når jeg publicerer indhold der, så hvorfor ikke forsøge at hjælpe jer lidt på vej til nemmere at dele de ting, I skulle få lyst til at dele? Naturligvis. I aim to please.

Nu vi snakker om indholdet har du nu også mulighed for i samme højrespalte at se de seneste indlæg på den blog, jeg har valgt at dedikere til mit ongoing bogprojekt. Og faktisk kan du ved at køre musen hen over den enkelte overskrift se noget af teksten fra indlægget, så du let og hurtigt kan vurdere, om du har lyst til at klikke videre og læse alle mine guldkorn. Valget er helt og holdent dit, men jeg håber naturligvis, du gerne vil. Og giver dit besyv med. Det bliver hele projektet bare bedre af.

Men nu handler det hele jo ikke bare om, hvad jeg skriver. Det handler for mig i høj grad også om, hvad jeg bliver inspireret af. Derfor har jeg nu besluttet mig for at tilføje en lille smart feature, hvor jeg viser, hvilke ting jeg læser i min Google Reader – vel at mærke knyttet sammen med en lille personlig note om, hvorfor jeg lige synes, disse indlæg er interessante og værd at dele. Disse delte indlæg kommer også ud via min Twitter, så her kan du også følge med, hvis du skulle have lyst til det. Alle disse muligheder, alle disse muligheder.

Endelig har jeg for sjovs skyld i bunden af højrespalten valgt at koble bloggen sammen med tjenesten TripIt, hvor du kan se, hvor jeg i øjeblikket planlægger at rejse hen. Dels fordi jeg synes, det er sjovt at dele, og dels fordi det jo kunne give muligheder for, at vi kunne mødes et eller andet sted derude, som ikke nødvendigvis er København. Det kunne nemlig være rigtig sjovt.

Nu er jeg spændt på at se, hvordan disse tiltag virker. Jeg holder øje med statistikken. Og vil ikke afvise, der kommer nye ting til, hvis det, jeg har gjort enten ikke virker specielt kløgtigt, eller hvis der pludselig kommer nye ting, der bare giver enormt meget mening for mig.

Read More »

Mediernes oversete Klondyke

March 7th, 2010 No Comments

I en tid hvor vi – hvis vi gider – kan skræddersy på kryds og tværs og skråt, forstår jeg ikke, hvorfor der ikke er flere online medier, der arbejder med personaer, dayparting og andre tiltag, man kan tage i et forsøg på at skræddersy oplevelsen for kunderne og stadig bevare anstrøget af at foretage nogle redaktionelle valg og dermed forhåbentlig sikre en både god og overraskende oplevelse, der får den enkelte kunde til at komme tilbage igen og igen.

Da jeg i sin tid arbejdede i Vedbæk for Microsoft Business Solutions (tidl. Navision) var en af de mest spændende ting, vi havde, hele arbejdet med personaer og forskellige roller. Princippet i det var, at hvis du var en lagermedarbejder, havde du brug for et andet view i virksomhedens ERP-systemer, end du havde, hvis du var sælger eller administrerende direktør. En idé, der gav totalt mening, og hvor jeg mener, vi havde omkring 120 forskellige roller og jobprofiler mappet ud.

Hvorfor er der ikke medier, der arbejder på samme måde?

Teknologien er der sådan set. Hvis man ved, hvem brugerne er, kan man matche indholdet, så det passer. F.eks. i et 50/25/25 forhold, hvor de 50% er noget, man ved interesserer præcis denne person, mens 25% er noget, man vurderer passer til målgruppen, og de sidste 25% er noget, alle bare bør vide, fordi det indenfor enten nichen eller det generelle nyhedsbillede vurderes at være noget, der har tilstrækkelig værdi og relevans til at være ‘breaking’ på en eller anden måde.

En anden ting, man kunne arbejde med, er dayparting, hvor man præsenterer ét mix om morgenen, ét omkring frokost, ét om eftermiddagen og måske ét om aftenen, og som er tilpasset den enkelte kundes dagsrytme og hvad man må formode er interessant i det daglige flow af gøremål på præcis det tidspunkt, man vælger at præsentere det. Det kunne der givet også være mange muligheder i. Nogle gør det allerede lidt manuelt via deres redaktionelle profiler, men jeg mangler endnu at se det systematiseret i voldsom grad.

Hvorfor er disse ting spændende? Fordi de indeholder massevis af muligheder for differentiering i en tid, hvor mere og mere af det, vi lægger ud på nettet, ligner hinanden til forveksling. Hvor der ingen forskel er på, hvilket større website, vi besøger. Og derfor heller ikke særlig stor loyalitet – og dermed i sidste ende (set med kommercielle briller) gode indtjeningsmuligheder. Det virker som et land, der får lov til at ligge øde og uudforsket hen. Og jeg forstår som sagt slet ikke hvorfor.

Hvem mon kommer først mod denne online udgave af Klondyke?

(via ReadWriteWeb)

Read More »

Tag kundens briller på – og glem alt andet

March 6th, 2010 No Comments

Hvordan ville du tænke, hvis du for en stund placerede dig selv på den anden side af bordet og opfattede dig selv som kunde til dit eget produkt i stedet for som leverandøren af det? Ville du være glad for det, du fik? Eller ville du se muligheder for at gøre tingene endnu bedre? Opdage behov som dit produkt ikke opfylder den dag i dag?

Øvelsen er super interessant. Desværre er jeg langt fra sikker på, hvor ofte vi egentlig laver den rundt omkring, hvor vi sidder og tager beslutninger om, hvad det i sidste ende er, vi tilbyder vores kunder? Jeg gør det ind imellem – mest for sjov dog. Hvornår har du sidst selv gjort det?

Mange af os kan have en tendens til at betragte det vi gør med en vis selvfedme og være overbeviste om, at vi leverer det helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Og vi forstår ikke, når vi fejler. For vi har jo testet det hele af på fokusgrupper og kundeundersøgelser, hvor vi har siddet og hørt, hvad folk har sagt til vores idéer, og vi har jo tilpasset dem i det omfang, det rent faktisk var muligt, ikke?

Men hvornår var det sidst, vi tænkte som kunder – og med en åben agenda? Upåvirket af hvad der kunne lade sig gøre rent teknisk og/eller strategisk men i stedet for med tanke på, hvad der ville give mening her og nu samt fremover. Tænkt ind i en sammenhæng med en dagligdag, hvor vi et eller andet sted godt ved, at nøglen til et populært produkt er, at det (1) opfylder et behov og (2) lader sig glide direkte ind i den dagligdag, der i forvejen kan være voldsomt hektisk.

Hvornår har mediehusene f.eks. sat sig ned og først og fremmest tænkt som kunder? Tænk hvis man f.eks. satte sig ned og lavede en række brainstorms på, hvordan en kundes dagligdag ser ud, og hvor man kunne forestille sig, der var et behov for et produkt eller en tjeneste, som på en eller anden måde kunne komme ind og spille en meningsfuld rolle og rent faktisk gøre en forskel i selvsamme dagligdag? Det kunne være super interessant at gøre konsekvent. Og mit bedste bud er, at der ville komme langt mere interessante, relevante og meningsfulde produkter og tjenester ud af det. Som også ville give langt mere mening for mediehusets forretning.

(via Partners in Excellence)

Read More »

Social buzz = det asociales dødskamp

March 5th, 2010 No Comments

Et eller andet sted er det sjovt, at vi bliver ved med at snakke om sociale medier, som om det er noget banebrydende nyt fænomen. For er sandheden i virkeligheden ikke den, at det sociale element altid har været der, men nu bare har fået nogle andre måder at manifestere sig på?

Jo, siger Anders Colding-Jørgensen, der i et indlæg på sin blog netop argumenterer for, at det vi kalder for sociale medier i virkeligheden bare er internettet i sig selv, hvor vi siden det blev offentligt tilgængeligt har haft muligheden for dels at komme til orde og dels at reagere på det andre gør.

Jeg er fuldstændig enig med ham. Det sociale har altid ligget dybt i mennesker, og det, vi i dag kalder for de sociale medier, er mere end noget andet udtryk for, at vi ‘blot’ har fået nogle nye platforme og teknologier at gøre noget på, som vi dybest set altid har værdsat meget højt.

Så paradigmeskiftet ligger for mig at se ikke i, at der nu findes nogle ‘nye’ medier, og at de kræver en eller anden særlig form for indsats at forholde sig til. Men mere det at vi nu har gjort det at være social til så omsiggribende en commodity online, at vi er nødt til at tænke denne form for dyrkelse af den menneskelige natur ind i alt, hvad vi laver. Eller sagt på en anden måde: Den tid, hvor vi kunne bilde os selv ind, at mennesker – og dermed i sidste ende verden – ikke er socialt funderet – er slut.

Der findes fantastisk mange virksomheder, organisationer og medier, der over årene er blevet lullet i søvn til at tro, at information og kommunikation var noget, man kunne kontrollere, styre og på anden vis dominere, selvom det i virkeligheden set i det store perspektiv var og er en anormali i forhold til vores allesammens natur.

Og dermed er de udfordringer, de fleste i dag står overfor i forhold til ’sociale medier’ i virkeligheden udtryk for de sidste krampetrækninger for en kultur og verdensanskuelse, der i det store og hele blot var en kunstig parentes i historien.

Read More »

En gossip-historie kom på tværs

March 5th, 2010 No Comments

Ok, det bliver ikke i dag, jeg kommer en tur i "Mennesker & Medier" på P1 – jeg er åbenbart dømt til at blive aflyst på DR ;-) . Der kom en gossip-historie på tværs, om man så må sige. I hvert fald kontaktede programmets vært, Lasse Jensen, mig i går med beskeden om, at den penible lækagesag fra DR og med tråde til TV 2 var kommet ind fra højre, og de blev nødt til at beskæftige sig med den i stedet. Men at han ville ringe næste uge.

Det er helt fint for mig. Ingen problemer. Og interessant drejning i lyset af den diskussion, vi skulle have. For en af de ting, jeg har snakket med folkene på programmet om er hele definitionen af, hvad gossip egentlig er? For den har i mine øjne brug for et reality-tjek. Og lækagesagen er faktisk et rigtig glimrende eksempel.

Mange journalister betragter gossip som værende noget odiøst, det ikke er fint at beskæftige sig med. Intet kunne være fjernere fra sandheden. Tværtimod kan man sige, at den meget lødige form for gossip, som MSN Starlounge leverer først og fremmest føder den nysgerrighed, der er hos rigtig mange mennesker for at følge med i, hvordan det går andre. Og hvis vi skal være helt ærlige et øjeblik, så er det nøjagtig de samme mekanismer, der driver mange andre journalistiske historier.

Når man f.eks. bruger en masse energi på at fortælle Camilla Broes historie, og hvor forfærdeligt det er, at en enlig mor skal i amerikansk fængsel, er det så ikke nysgerrigheden – det der føder interessen for gossip – vi aspirerer til?

Når man bruger en masse tid på at snakke om statsminister Lars Løkke Rasmussens hang til smøger og fadbamser, er det så ikke også nysgerrigheden – det der føder interessen for gossip – vi appellerer til?

Når man bruger en masse krudt på at jagte alskens blå blink og være de første på stedet for at rapportere, er det så ikke også nysgerrigheden – det der føder interesseren for gossip – vi appellerer til? Endda på en ofte ganske voldsom og dramatisk måde, der risikerer at få selve dækningen af begivenheden til at miste sit fodfæste i virkeligheden.

Og endelig: Når man bruger en masse tid på at tale om lækagesagen, er det så ikke også nysgerrigheden – det der føder interesseren for gossip – vi appellerer til? Altså lige bortset fra, at det nok er en sag, der mestendels interesserer journalister selv.

Det var derfor, der kom en gossip-sag på tværs i dag. Hvor ville det være dejligt, hvis vi over en bred kam erkender, at gossip er det, der driver rigtig meget af den journalistik, vi laver, og begynder at kalde det det, det i virkeligheden er. For gossip som bredt begreb fortjener bestemt sin plads i solen.

Read More »

Lad os dog bruge tallene rigtigt

March 4th, 2010 No Comments

Der er mange ting, jeg aldrig nogensinde lærer at forstå endsige acceptere.

Én af dem er, at mens annoncører og mediabureauer tidligere accepterede at læserundersøgelser fra printverdenen var fuldt valide, når de i bedste fald beroede på en statistisk metode med nogle usikkerheder tilknyttet, så skal alt online pinedød måles både forfra og bagfra, før det overhovedet er interessant. Og resultaterne skal helst ligge der, før en given kampagne nogensinde har kørt. Ellers er kassen smækket i.

Hvordan lavede vi dette tigerspring i opfattelse?

Tidligere var det relativt enkelt: En avis eller et magasin havde nogle læserundersøgelser og oplagstal, som mediabureauer og annoncører forholdt sig til, når der skulle indkøbes annoncer. Man matchede produkt og budskab med relevante medier, fik produceret annoncerne, indrykket dem – og kunne så kun håbe det bedste.

I dag laves der næsten hver eneste dag nye onlineredskaber, der skal hjælpe selvsamme annoncører og mediabureauer med at tracke helt i dybden, hvad der sker – eller ikke sker -  online på givne platforme og produkter. For mens der førhen var tillid til, at annoncering fungerede i sig selv (eller var det mon fordi, der ikke rigtigt var nogle alternativer), er mistilliden til effekten nu det nye sort; det antages, at vi fra mediesiden er ude på at narre dem, der har pengene og få dem til at betale mere, end hvad noget rent faktisk i annoncør- og mediabureauøjne er værd.

Det er en skam. For det risikerer at blokere for den kvalitative dialog. Dialogen om, hvordan annoncørens overordnede strategi, taktik og målsætninger hænger sammen med, hvordan mediet kan spille ind. Det risikerer at blive en kvantitativ snak, hvor selve mediestrategien ikke har det fjerneste med strategi at gøre men bliver en ren indkøbsfunktion uden skelen til det større billede.

Man kan så spørge sig selv, om der rent faktisk også i de gamle analoge printdage har været nogen kvalitativ dialog. Jeg kan ind imellem godt have mine tvivl. Men det undskylder ikke, at vi kunne udnytte onlines muligheder for at få dyb indsigt i alle tallene og matche dem op mod den enkelte annoncørs egentlige strategiske mål meget bedre.

Det burde være en stafet, som landets mediabureauer ville samle op med kyshånd taget i betragtning, hvor meget de forsøger at positionere sig som strategiske rådgivere. Put your money, where your mouth is. Det kunne åbne så mange muligheder for alle parter – og gøre alle meget mere glade og tilfredse.

Read More »

Sladderen går – en præcisering af fakta

March 3rd, 2010 No Comments

Så kom jeg da rigtig i vælten i dag takket være Børsen og deres fokus på online gossip markedet i Danmark. Et opslag i dagens avis indeholder en række citater fra min side, hvoraf jeg står ved de fleste. Men kun de fleste.

For der er én væsentlig fejl i artiklerne.

Jeg bliver citeret for, at vi på MSN Starlounge kopierer, det arbejde andre gør og bare citerer og således ikke bidrager med noget nyt.

Det var ikke, hvad jeg sagde til journalisten, og det kunne ikke være fjernere fra sandheden.

Sandheden er, at over halvdelen af de nyheder – pt 17 ud af 33 historier på sitet – som MSN Starlounge hver eneste dag leverer de gossip-hungrende brugere er solohistorier, der er opdyrket takket være ildhu, passion for stoffet og et rigtig godt kildenetværk hos MSN Starlounges danske repræsentant.

Faktisk er historierne så gode, at de meget ofte bliver citeret af andre medier: Det er sket mere end 300 gange på Ekstra Bladet, mere end 500 gange på BT og mere end 300 gange på TV 2s gossip site, VIP. MSN Starlounge er også blevet citeret mere end 300 gange af Seoghoer.dk, som ellers er nogle af dem, der begræder udviklingen af gossip som en stor og attraktiv online genre på bekostning af den trykte udgivelse.

Det er naturligvis rigtig træls, når man bliver citeret forkert. Især fordi det giver anledning til, at nogle føler sig trådt over tæerne, og hele produktet kommer til at fremstå som et helt andet, end det rent faktisk er. For MSN Starlounge er et sobert, attraktivt – og meget populært – gossip site hos de danske internetbrugere.

Når alt dette er sagt holder jeg fast i de andre ting, jeg har sagt; at jeg ikke forstår, hvorfor gossip betragtes som odiøst af de klassiske medier, når man kan se, at det er noget af det, som kunderne interesserer sig rigtig meget for.

Det sidste får jeg forhåbentlig mulighed for at uddybe, når jeg på fredag er inviteret med som Ugens Gæst i "Mennesker & Medier" på P1. Det skal nok blive en hyggelig sludder…

Read More »

Nødhjælp til nicherne

March 3rd, 2010 No Comments

Internettet giver som ingen andre platforme journalister mulighed for at kaste sig selvstændigt over deres egen niche og blive den bedste til lige præcis det stofområde og derigennem – og med en masse tilsat kreativitet – skabe sig et levebrød ud fra det. Alligevel er der forholdsvist få, der for alvor gør det. Hvorfor?

Hvis barrieren for journalisterne er at skulle drive hele biksen fra A til Z inklusiv salg af annoncer, arbejde med den tekniske platform, fakturing og indberetning til Skat o.s.v. o.s.v., burde der så ikke være en løsning – en samlet platform – der kunne hjælpe dem med det?

Hvorfor er der ingen mediehuse, der i dag tilbyder en plug’n'play platform, selvstændige journalister kan arbejde på, og som ovenikøbet giver mulighed for, at journalisterne kan beskæftige sig med det, de helst vil og alt andet lige har spidskompetencen indenfor: Indholdet? Det virker da som en oplagt mulighed.

Hvis det virkelig viser sig, at det skal være et initiativ, der kommer udefra i form af en lille, mean start-up, så lad mig endelig det vide. For så handler det da om, at vi får det igang – en proces jeg meget gerne vil være en del af. For der skal ingen undskyldning være for, der ikke er et dansk setup, der kan være med til at sikre så alsidigt et udbud af dansk nichejournalistik på nettet som overhovedet muligt.

(via NiemanJournalismLab)

Read More »

Væn dig til permafrost i mediebranchen

March 3rd, 2010 No Comments

Indenfor mediebranchen hører jeg tit folk tale om, at det skal blive godt, når udviklingen vender. Når krisen er overstået, pengene kommer tilbage, og alt det, der er svært i dag, igen bliver muligt, og vi alle sammen (mere eller mindre i hvert fald) er reddet?

Men hvem pokker siger lige, det er sådan, det kommer til at gå? Hvad hvis man i stedet vender bøtten om og tænker tanken, at vi måske har reddet på en boble gennem alle disse år, og at nutiden med dens mangel på finansiering, konstant stillen spørgsmål til, hvad det giver mening at bruge penge og ressourcer på samt benhård konkurrence de forskellige spillere indbyrdes i virkeligheden også er vores fremtid?

Jeg ser ikke nogen grund til at tro, det skulle være anderledes. For det første er der mange, der er virkelig pressede – også blandt dem, der skal betale gildet for os andre. For det andet er de, netop fordi de er så pressede, blevet meget opmærksom på, hvordan de bruger deres midler, og de er ikke længere til fals for tvivlsomme løsninger, de ikke kan se en afledt effekt af. Og det sidste siger jeg, selvom Guderne skal vide, jeg er voldsom modstander af den meget fokus på effekt, fordi jeg oplever, at hele princippet bag bliver skewet og kun tager hensyn til laveste fællesnævner. Men lad nu det ligge.

Pointen her er den, at mediebranchen og mediehusene gør klogt i at betragte den nye situation som den nye normalitet. Som en slags permafrost der har sat ind i en branche, hvor man alt andet lige har været vant til et dejligt varmt Middelhavsklima. Hvor man skal kæmpe mere for sagerne, og hvor krisen hele tiden stikker sit væmmelige ansigt frem, fordi man – for at blive i billedet – stadig render rundt i shorts, selvom man burde have fundet vintertøjet frem.

Følelsen af at være konstant i krise er naturligvis en væmmelig én, der tager hårdt på folk. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der vil være rigtig mange, for hvem svaret er, at det gider de overhovedet ikke være en del af. Godt for dem – og for os andre. For det giver os andre en større manøvrefrihed til at komme frem til de modeller og løsninger, der gør, at vi uden skelen til tidligere tiders bedrifter kan indrette os på verden, som den rent faktisk ser ud. Og måske ligefrem lære at vænne os til kulden i branchen.

(via ideationz)

Read More »

Links til salg

March 2nd, 2010 2 Comments

Det er langtfra nogen hemmelighed, at diverse mediehuse kæmper hårdt med at skabe en tilstrækkelig stor omsætning på deres digitale platforme. Selvom det i mange år har lydt som et messende mantra, at online annoncering er svaret på alle bønner om penge i kassen, står det efterhånden mere og mere klart, at bannerannoncer i sig selv ikke er den cash cow, der får de digitale satsninger til for alvor at blive gode forretninger.

Så hvad gør man så? Man tænker sig rigtig godt om. Og bliver kreativ. For målet – positiv bundlinie – helliger midlerne, ikke?

Det er jo en rigtig spændende diskussion. Og en diskussion, der har fået seriøs næring, efter at mange er begyndt at snakke om muligheden for at sælge links til højestbydende. For det har virkelig fået mange op på tæerne og meningerne til at brydes.

Salg af links betyder konkret, at man fra et mediehus side tilbyde ejeren af et website at linke til det mod betaling. Ejeren af pågældende website kan anse det for at være en god handel, fordi trafik, der kommer fra et mediehus, af søgemaskiner som Google bliver betragtet som god trafik, der er med til at booste pågældende websites placering i søgeresultaterne. Og den slags er mange penge værd. Hvilket gør det interessant for mediehuset at tilbyde. At det så er på kanten med f.eks Googles politik er så en anden sag i denne forbindelse.

Diskussionen går på, om mediehuset kan tillade sig dette? Dels risikerer Google at blive sur og statuere et eksempel overfor mediehusets indhold, der så kan blive meget sværere – for ikke at sige umuligt – at finde i Googles søgeresultater. Og dels risikerer man at sammenblande redaktionelle og kommercielle hensyn, hvilket stadig – trods permakrise i mediebranchen – er rigtig fy-fy.

Jeg spørger bare, om mediehusene kan tillade sig at lade være?

I hvert fald skylder de sig selv at lave en beregning, der siger, om den mængde trafik – og dermed bannervisninger – de risikerer at miste ved at gå ind i sådanne tiltag kan stå mål med den ekstra indtægt de kan få. Jeg tror på, at hvis mediehusene spiller dette spil rigtigt og forstår at sælge disse links til fornuftige priser og ikke (også) forære dette væk, kan de lave en forretning, der faktisk giver mening. Skidt være med Googles regler i den forbindelse, for Google ejer ikke nettet, og brugerne skal nok finde vej til ens nyheder og øvrige tilbud, hvis de er gode nok – så tilpas erfarne er vi alligevel blevet i vores brug af nettet. Og hånden på hjertet; mediehusene har brug for pengene.

Hvad diskussionen mellem redaktionel og kommerciel sammenblanding angår, er den ved at være antikveret. Jo før, mediehusene sender den på pension og begynder at håndtere denne problemstilling på intelligent vis, jo bedre.

Read More »

Dyr designfejl for dansk ‘Facebook’

March 2nd, 2010 1 Comment

Kunne danske Groupcare med lidt mere tur i den være blevet det, som Facebook er i dag? Det er spørgsmålet, som IT-direktøren hos JP/Politikens Hus, Per Palmkvist Knudsen, stiller i sin blog på JP.dk.

Præmissen for spørgsmålet lader til at være, at Groupcare igennem mange år har givet brugerne de samme mulighed for at dele indhold, som Facebook i dag stiller til rådighed. Og derfor kunne man forledes til at svare "Tjoh, måske".

Alligevel er svaret: "Nej". For de to systemer er designet med vidt forskelligt udgangspunkt.

Facebook er designet til at være socialt omdrejningspunkt fra første færd. Relationen er det primære, mens objekterne, man er social omkring, er klart sekundært. Designgrundlaget for tjenesten er et basalt menneskeligt ønske om at bevare kontakt med folk, man har mødt på sin vej gennem livet på en måde, der sikrere et hurtigt overblik og en grad af interaktion, som man selv definerer. Man kan være meget casual bruger og stort set aldrig besøge sitet, eller man kan vælge nærmest at flytte ind på Facebook og tilbringe al sin tid med at udfordre venner i diverse spil, chatte, kommentere på statusbeskeder og hvilke andre velsignelser, Facebook har begavet os med.

Hvad kan man på Groupcare? Man kan samles omkring objekter – projekter, dokumenter, idéer – og være fælles om at bringe dem videre. Objektet er det centrale, hvortil relationerne så knytter sig i et mere ad hoc flow. Det giver ikke rigtig nogen mening at være social, hvis man ikke har noget at være social omkring.

Er forskellen tydelig nok? Relation versus objekt. Hvor relationen (naturligvis) vinder, fordi mulighederne for brug og dermed anvendelighed, værdi og stickiness peger i så mange flere retninger end noget, der er og bliver mere projektorienteret.

Så nej, Groupcare kunne fra det øjeblik, beslutningen blev taget om at gå objekt-vejen aldrig blive, hvad Facebook er i dag. Det har intet med Jantelov, lille land eller andre mærkelige konspirationsteorier at gøre. Det er og bliver en helt basal designfejl, der set i bagklogskabens ulideligt klare lys endte med at blive rigtig dyr.

Read More »
« Older Entries
Subscribe to RSS Feed Følt mig på Twitter!