Gamle og nye medier taler forbi hinanden

Indrammer vi overhovedet diskussionen rigtigt, når vi diskuterer nye versus gamle medier? Forstår vi hinanden? Spiller vi overhovedet på samme bane?

Hvis man tager udgangspunkt i de gamle medier handler diskussionen ofte om, hvordan nye medier ikke kan overtage den rolle, de gamle medier (læs: aviserne) har spillet. Hver eneste gang, diskussionen kommer op, kan man være sikker på, at en eller anden medieboss forsøger at trumfe diskussionen ved at påpege, hvor essentiel en rolle i den daglige nyhedsstrøm dagbladene spiller.

Men hvem siger, at de nye overhovedet forsøger at erstatte de gamle? Er det ikke snarere et spørgsmål om, at de forsøger at tilføre noget til mediemarkedet, der ikke er der i dag? Eller som i hvert fald kan håndteres meget bedre?

Jeg hører ikke ret mange, der starter nye medier med det formål at vælte de gamle. Jeg hører slet ingen argumentere for, at de med et nyt medie kan overtage de gamles plads og skabe imperier, som dem, vi er vant til. Men jeg hører mange tale om, at de brænder for at komme ud og servicere et helt særligt behov eller en helt særlig niche. Prøve nye ting af. Have det sjovt med deres dag. Og – hvis de er heldige – måske ligefrem kunne leve fornuftigt af det.

Der er med andre ord ikke ret meget, der tyder på, at vi overhovedet taler samme sprog, når vi gamle og nye medier imellem diskuterer medieudviklingen. Og måske er det i virkeligheden værd at bruge lidt tid på at se, om vi rent faktisk kan komme ind på samme bane. For måske vi ligefrem kunne hjælpe hinanden? Og således alle sammen stå bedre i sidste ende? Hvem ved? Det er da et forsøg værd.

Først produkt, så betaling. Fat det dog

Diverse medieselskaber bliver ved med at drømme om deres paywalls. Og nu begynder nogle endda at kigge mod Google og deres nye Newspass produkt for at finde en enkel metode på tværs af sites til at opkræve betaling på.

Argumentet for Newspass lyder, at hvis bare der er én løsning, der kan bruges på tværs, er chancerne for succes bedre, end de ellers ville være. Øøhhhh, nej.

Hvorfor? Husker du Valus? Det danske forsøg i starten af dette årtusinde på at lave præcis en sådan løsning. Forsøget der blev en bragende fiasko. Ganske vist var det lidt klunky at bruge – hvilket ikke hjalp – men meningen var der; én løsning til alle formål.

Hvorfor fejlede Valus? Ikke alene fordi systemet var klunky og var bakket op af en norsk bank, ingen nogensinde havde hørt om. Men også fordi indholdet, man kunne købe, bare ikke var noget folk gad at betale for. Ja, så simpelt var det.

Det sidste har ikke ændret sig. Indholdet er stadig det samme, hvor udbudet det ene sted til forveksling ligner udbudet det andet sted. Og så længe det bliver ved med at være sådan, vil ingen betalingsmur – uanset hvor sindrigt den er opført – kunne gøre nogen markant forskel.

Er Facebook svaret på alt?

Det er virkelig interessant, at Facebook nu begynder at åbne op for deres meget optalte Answers-service. Både fordi resultatet kan blive helt forrygende – eller det stik modsatte. Det bliver en tjeneste, hvor det hele virkelig bliver sat på ét brædt.

Fra den positive side kan man sige, at alene muligheden af, at man nemt og enkelt kan stille et spørgsmål og potentielt set give mere end 500 millioner brugere muligheden for at komme med de bedste svar, er grænseoverskridende spændende. For mellem de 500 millioner mennesker, bør der alt andet lige være eksperter indenfor alt – og dermed mulighed for at få de bedste svar.

Omvendt må man så sige, at der ikke er nogen garanti for, at det er eksperterne, der svarer. Og når man ser på, hvad folk ellers bruger Facebook til – quiz’er, upload af festbilleder m.m. – kan man godt frygte, at kvaliteten på både de stillede spørgsmål samt på svarene vil være rigtig ringe. For ja, den største trussel mod tjenesten er egentlig, at de spørgsmål, der bliver stillet er ligegyldige og trivielle og går mere op i egodyrkning end i forsøg på at blive reelt klogere.

Uanset hvordan man end vender og drejer det, er det dog en spændende udvikling. Hvis Facebook kan få det til at lykkes, vil det ikke alene være verdens største sociale netværk men potentielt set også verdens største vidensnetværk. Og så begynder det for alvor at kunne blive spændende.

4 pointer om WikiLeaks og lækagesagen

WikiLeaks er kommet på alles læber, efter at tjenesten offentliggjorde 92.000 dokumenter fra det amerikanske militær omkring indsatsen og operationer i Afghanistan. Meningerne om tjenesten er mange – alt efter hvem man spørger – men måske er det lige værd at bruge et par øjeblikke på at hive sig lidt op i helikopteren og se på et par af de spændende tendenser i sagen set ud fra et mediemæssigt perspektiv.

For det første er der den helt åbenlyse ting, at det nu én gang for alle må være slået fast, at man ikke behøver være et kæmpe medie for at kunne breake en væsentlig historie. At indhold af stor interesse og værdi for offentligheden sagtens kan finde vej ud, uden at der har været en journalist over det. Den sidste medieperson med opfattelsen af sig selv som en gatekeeper må være afgået ved døden med denne sag.

For det andet viser sagen, at der hvor medier og journalister kan gøre noget i sådanne sager er at filtrere, analysere og addere kontekst til sagen. Hvem – udover en ganske lille sluttet skare – gider at sidde og kigge 92.000 dokumenter igennem? Ikke ret mange. Og derfor er det væsentligt, at der findes journalister, der kan tage disse data, distillere dem baseret på dybdegående analyse og præsentere nøglepunkterne i en form, der giver mening for almindelige mennesker. Jeff Jarvis har (også her) fuldstændig ret.

For det tredje giver sagen journalisterne et ansvar – ja, det udstiller dem faktisk. For er journalisterne overhovedet i stand til at uddrage det essentielle i en sådan sag? Og hvad er det essentielle rent faktisk? Er det de personlige skæbnehistorier? Er det enkeltsagerne hvor en indsats gik over gevind (som det p.t. tyder på, at medierne fokuserer energien på)? Er det afsløringen af det beskidte realpolitiske spil, hvor fjender nok er fjender men bliver til nødvendige vender, når man på jorden står i praktiske udfordringer til halsen? Eller er det noget helt fjerde. Det er i sager som denne, at den journalistiske faglighed står sin prøve, og man virkelig har muligheden for at vise folk, hvorfor det er essentielt, at der stadig findes journalister.

Og endelig; for det fjerde er sagen et eksempel på, at man også skal være varsom. At ens egne motiver kan overskygge, hvad der dybest set er fornuftigt. Er det vigtigst at få sådanne dokumenter ud, fordi man kan klappe sig selv på skulderen over, at man har løftet låget for noget, der er virkelig betændt? Eller bør man starte med at tænke over, hvilke konsekvenser for enkeltpersoner sådanne afsløringer kan have? Og hvem træffer disse beslutninger? Hvem gør sig – i yderste tilfælde – til herrer over liv og død? Internettes udbredelse og den mulighed, det giver alle for at bidrage til festen, giver også denne magt til hver og en af os. Potentielt set i hvert fald. Og er det ubetinget godt? Det er måske i virkeligheden meta-spørgsmålet, der må stå tilbage, når blæsten om disse 92.000 dokumenter har lagt sig.

Hip hurra for regnearket

Mange elsker at hade Microsofts operativsystem Windows. Men skal man pege på ét andet program, der gennem årene er blevet næsten lige så udskældt og lagt for had, må det næsten være Microsoft Excel, regnearket.

Programmet fylder 25 år i år, og sjældent har der vel været et stykke software med så meget potentiale, der samtidig er blevet så misbrugt.

For at starte med det sidste, er eksemplerne endeløse på, hvordan Excel er blevet brugt til at dække ind for kritiske beslutninger i mindre og større virksomheder og organisationer, når dem, der tog beslutningerne ikke selv havde nosser nok til at stå ved det, de havde bestemt sig for. “Tallene i Excel-arket viser…”, kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste. Uden at det vel at mærke er softwarens skyld.

Talrige er også konsulenterne, der bruger Excel som rygdækning for anbefalinger, der meget ofte dækker over en afgrundsdyb mangel på kendskab til det, de beskæftiger sig med, men hvor netop brugen af Excel ikke desto mindre stadig giver dem rygdækning til at komme med de rekommendationer, deres opdragsgivere gerne vil se og betaler dem for.

Omvendt er der også masser af potentiale i Excel. Brugt rigtigt kan Excel være med til at skabe overblik og anskueliggøre sammenhænge, det ellers ville være svært for ikke at sige umuligt at komme i nærheden af. I mediemæssig sammenhæng ses det bedst og smukkest, når Excel bruges til CAR, Computer Assisted Reporting, hvor softwaren er med til at trække gode historier ud af store mængder data og svært overskuelige problemstillinger.

Excel er som så mange andre ting; det kan bruges og misbruges – men mange har en holdning til programmet. Ja, nogle er supernørder.  Og softwaren ryger næppe ud med badevandet lige med det første.

Banal sommeragurk redder ikke aviserne

Berlingske Tidende har bedt to af landets fremmeste medieforskere, Frands Mortensen fra Aarhus Universitet og Anker Brink Lund fra CBS, om at give deres bud på de udfordringer, som danske mediehuse står overfor. Det er der kommet en ualmindelig slatten, vreden agurk ud af. Ja, faktisk undrer det mig, at man som forsker tilsyneladende kan slippe så let afsted med at bedømme udviklingen, for der er absolut tale om rene banaliteter og intet nyt under solen.

Der bliver snakket om, hvordan sociale medier snupper flere og flere indtægter – ja, faktisk hvordan de ‘stjæler’ dem, selvom medieselskaber mig bekendt aldrig har haft noget ejerskab over indtægter til at begynde med. Der snakkes om de troløse unge, der ikke vil betale for noget som helst, og hvordan mediehusene har brug for at udvikle sig til supermarkeder, der sælger alt muligt andet. Alt sammen hørt og prøvet før.

Faktisk kommer Anker Brink Lund med den eneste bare nogenlunde interessante betragtning. Nemlig den, at 50 % af danskerne ikke kan nævne bare én væsentlig nyhed, der er sket indenfor de seneste 24 timer. Dét burde man sætte sig ned og tænke over hos diverse medieselskaber og kritisk vurdere, om alle ressourcerne virkelig skal anvendes på at opretholde et dyrt og – viser det sig – dybest set ligegyldigt nyhedsræs 24/7. Hvad de mange ressourcer dog ikke kunne bruges bedre til rent journalistisk.

At han så samtidig mener, at en vinderstrategi kan vise sig at være at få staten til at betale for gildet viser bare, præcis hvor store udfordringer medieselskaberne står med. Og hvor lidt medieforskerne reelt set har at byde ind med, når det kommer til stykket.

Hvad marketingfolk kan lære af lærere

Marketing-folk burde virkelig tage ved lære af skolerne, når de tænker på, hvordan de skal positionere deres produkter online overfor de unge mellem 18 og 24 år – de såkaldt digitale indfødte.

Gennem mange år har skolerne nemlig kæmpet med præcis den samme udfordring, som mange lærere gennem snart generationer – ok, så længe der har været computere i undervisningen i hvert fald – har kæmpet med; at eleverne ved mere om, hvad der foregår, end lærerne selv gør.

Lærerne har til en vis grad lært lektion. Det er de færreste lærere, der i dag bilder sig selv ind, at de ved mere om, hvad man kan med en computer, hvordan man interagerer, og hvilke informationer, man kan finde frem, end eleverne ved. Ja, på nogle måder har nogle lærere måske endda givet op, når man tænker på, hvordan eleverne uden blusel bruger deres computere til i timerne at være på Facebook, Twitter, og hvad de ellers sidder og roder rundt på.

Men hvornår mon marketing-folk mon lærer det? Hvornår mon de lærer i udformningen af deres såkaldte kreative kampagner, at deres målgruppe kan, vil og ved mere, end de selv gør? At de unge langtfra er så til fals for reklamens ‘magt’, som de gerne vil tro, de er?

Den dag, hvor marketingfolkene lærer det – og både accepterer og respekterer det – er der måske håb for, at online annoncering vil få den blomstringstid, som mediet og dets mange muligheder for både udfoldelse og målinger berettiger.

Frisk tilbage fra USA

Så er blogpausen forbi for denne omgang. Jeg er vel tilbage efter Microsofts årlige kick-off i Atlanta, USA. En lille uge fyldt med præsentationer, delinger af best practices og forskellige former for sociale arrangementer.

Hver eneste gang jeg er afsted, slås jeg med forundring over, hvad det er for en virksomhed, jeg er en del af til daglig. Hold da helt op, hvor er der gang i mange ting. Og hvor er der gang i mange ting, der også kunne betyde en stor forskel i forhold til det, jeg går rundt og roder med til daglig, når det engang kommer til landet.

Med mig hjem fik jeg f.eks. det første personlige syn af det nye Windows Phone 7 i aktion sammen med Bing. Og lad mig bare sige med det samme, at når de to ting virkelig spiller sammen, spiller de sammen i en grad, så man må sige, at der virkelig er mere end ét gran sandhed i det gamle ordsprog om, at “it ain’t over until the fat lady sings”. Nøj, hvor var det fedt at se, og der kommer nogle ting ud, der potentielt set virkelig kan flytte hegnspælene for, hvad man kan af nyttige ting i grænselandet mellem et mobilt device og forskellige web services.

Udover dette syn ind i fremtiden fik jeg også en masse goder idéer med mig hjem. Vi havde en hel dag, hvor jeg sammen med kolleger fra andre lande bare snakkede om MSN, og hvor vi brugte tiden på at dele best practices. Uden at komme nærmere ind på lige nu, hvad jeg har i tankerne, bliver der lavet rigtig spændende ting i både Frankrig og Tyskland, som det kunne være interessant at give en dansk vinkel. Vel at mærke ting der ikke kræver, at hjulet skal genopfindes, og som det derfor bør være muligt at få til at spille på et lille marked som det danske.

Og sidst men ikke mindst fik jeg med mig hjem, at vi essentielt set driver en meget god forretning her. En forretning hvis størrelse på både top- og bundlinie sikkert vil kunne få mange mediebosser til at skele misundeligt til, hvad vi gør. Faktisk viser en analyse af alle verdens børsnoterede medievirksomheder, at MSN er på Top 15 over de mest økonomisk veldrevne medievirksomheder i verden. Tænk lidt over det.

Rejse-pause på bloggen

I den kommende uges tid bliver der noget mere stille her på bloggen. Det skyldes, at jeg – endnu engang – sætter mig op i en flyver for at krydse Atlanten med kurs mod USA, hvor jeg skal deltage i Microsofts årlige kick-off, der foregår i Atlanta.

Jeg vil forsøge at se, om jeg kan lave en opdatering eller to undervejs i et pakket program med forskellige sessions og sociale sammenkomster med kolleger fra hele verden. Men forvent ikke det store. Til gengæld lover jeg helt sikkert at samle op, når jeg er tilbage igen.

Indtil da: Nyd sommeren!

Oh oh, Google kommer efter banner-pengene

Ok, hvis jeg sad i en online salgsafdeling i et mediehus, ville jeg blive virkelig forskrækket, når jeg kan sidde og læse om Google, der nu er i gang med at kapre de store display advertising kunder. Tro mig, Omnicom er kun det første store globale bureau, Google får i stald.

Hvorfor ville jeg blive bekymret? Fordi Google på optimeringssiden er godt i gang med at overhale samtlige konkurrenter indenom. For helt ærligt; hvem kender du der kan matche Google, når det kommer til analyser og mulighed for hands-on optimering af kampagner?

Med sit benhårde ingeniør-fokus skal søgegiganten nok få luget ud i de sidste uhensigtsmæssigheder, når man skal planlægge og distribuere sit kampagnebudget. Og der skal nok være en masse mindre sites og nichesites, der signer op til Googles platform, så man også på udbudssiden har rigtig meget at byde på. Det ligner én lang sejrsmarch for Google.

Derfor kan man også sige, at det er ved at være sidste udkald ikke bare for medier men også for bureauer. For med den slags systemer, som Google ruller ud, og hvor man kan betjene sig selv, hvem pokker har så brug for nogle til at gøre arbejdet for sig? Jeg kender ikke ret mange, der vil synes, det arbejde er væsentligt at betale ekstra for.

Det vil mere end nogensinde være en god idé om både medier og bureauer begynder at fokusere på ting, der lader sig løse knapt så godt af Googles algoritmer som pris og optimering; kreativitet og et holistisk billede af ens kampagner.

Klare mål giver større succesrate

Gad nok vide hvor mange ellers gode digitale planer, der aldrig rigtig bliver til noget rundt omkring i landets mediehuse, alene fordi man har glemt at definere ikke alene succesparametre men især, hvem der er ansvarlig for – og bliver målt på – disse succes-parametre.

Det er supernemt at se skævt til den meget performance-orientede kultur, som mange amerikanske virksomheder – herunder også den, jeg selv har glæden og fornøjelsen af at arbejde for – benytter sig af. Men en af de gode ting ved at måle og veje den enkelte på alt og holde vedkommende ansvarlig for klart definerede nøgletal er (1) at man sikrer fokus på de projekter, der måles på og (2) at man altid har et rigtig godt udgangspunkt for at vurdere, hvor projektet p.t. er henne, og om der er brug for at yde en ekstra håndsrækning for at få det til at lykkes.

Meget få ting får – i hvert fald som udgangspunkt – lov til at sejle. Og det er den første forudsætning for, at et lovende projekt får de bedste muligheder for at blive realiseret med succes.

(Hattip Josh Lysne)

Ja, det skal da koste at kommentere

Med fare for at jeg begiver mig ind i løvens hule, vil jeg godt slå et slag for, hvorfor det kan være en rigtig spændende tanke for et online medie at forlange betaling for, at brugere kan få lov til at kommentere på indhold.

Lad os først starte med at sætte os i den enkelte brugers sted og spørge: Hvad er det, jeg håber at få ud af at kommentere på noget? Er det ønsket om at ændre på noget? Næppe. Er det ønsket om at indgå i dialog? Måske. Er det ønsket om at blive profileret og eller hørt? Tjah, mon ikke det begynder at snerpe.

At kommentere er altså i vid udstrækning drevet af et ønske om at skabe synlighed for sig selv. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det er den enkeltes forsøg på at annoncere for sig selv og egne holdninger. Og alle andre steder koster annoncer penge. Så hvorfor ikke forlange betaling for at tage imod folks kommentarer?

Igen, jeg ved godt jeg er ude på en planke her, men forsøg at følge tankesættet. Og lad mig gerne vide hvor det er, det i givet fald fejler.

Sådan slår en betalingsmur dit medie ihjel

Hvis jeg som person gerne vil opnå synlighed omkring de ting, jeg laver, og jeg har mulighed for at give et interview til enten et gratis online medie eller et online medie bag en betalingsmur, hvilken en af dem vælger jeg så?

Medmindre jeg har andre end personlige og egoistiske motiver for øje, vælger jeg naturligvis det åbne og gratis medie, fordi synligheden der er størst. Flest mennesker har mulighed for at stifte bekendtskab med mine guldkorn, og sandsynligheden for, at det øger kendskabet til mig og muligvis giver mig flere muligheder i karriere- og/eller forretningsmæssigt øjemed er størst.

For helt ærligt: Hvem gider udtale sig til et medie, som ingen læser eller ser?

Ovenstående problematik er naturligvis tænkt, men ikke desto mindre illustrerer det en klart overset udfordring ved mediehusenes tanker om betalingsmure; at der faktisk er en mulighed for, man kan marginalisere sit medie så meget, at ingen gider optræder i det. Og hvad har man så tilbage? Intet publikum, intet indhold – ingenting.

Men lur mig om ikke diverse mediebosser i tiltro til egen ufejlbarlig og deres mediers uangribelige, udødelige brands fuldstændig vælger at ignorere denne risiko.

(Hattip: Michael Wolff)

Stupidt at stække DR.dk

Sparekniven rammer som bekendt Danmarks Radio som en direkte følge af det seneste medieforlig. Én af de ting, det nu går udover er DR.dk’s udvikling af spil. Og det er en stor skam.

Ikke så meget fordi Danmark ikke kan leve uden de spil, som DR.dk sender på markedet. For det kan vi sikkert sagtens. Men fordi det sender et signal om, at det er trange tider for nogle af de mere skæve vækstlag indenfor danske online medier; steder hvor man gør tingene anderledes, og hvor man bruger tid og ressourcer på at bringe noget til markedet, der har en noget anden vinkel, end det alle de andre sender ud.

Politikerne har en idé om, at Danmarks Radio skal lave så lidt som muligt på nettet, der kan konkurrere mod kommercielle spillere, og selvom tanken ud fra et erhversmæssigt synspunkt kan være god, er den et kreativt nyrestød på dansk webudvikling. For hvis ikke DR.dk har muligheder for at udvikle sig, er det så som så med fyrtårnene for alle de andre derude. Så er der ikke noget at konkurrere imod – at måle sig op ad – og resultatet bliver endnu mere af den rullepølse og leverpostej, vi ser over det hele.

I virkeligheden er det et fantastisk godt udtryk for de kommercielle mediers snævertsyn, at de vælger at se negativt på konkurrencen med DR.dk, hvor de kunne se det som en mulighed for selv at blive holdt til ilden om at være endnu bedre og endnu mere markant i kampen om brugernes gunst. Det er virkelig, virkelig skidt.

At DR.dk nu ikke længere vil udvikle spil er måske nok en mindre ting. Men overordnet set et stærkt signal om et dansk online mediemarked, der er i overhængende fare for at bevæge sig den helt forkerte vej. Med trompeter, salutter og politikernes aktive medvirken i nedturen.

Ak, ak.

Google giver Apple et mobilt los

Mens Apple har travlt med både direkte og indirekte at fortælle verden, at der i hvert fald ingen problemer er med iPhone 4, går Google den stik modsatte vej med sit Google App Inventor for Android (GAIA).

GAIA giver essentielt set alle mulighed for at udvikle deres egen applikation til Googles Android-platform – uden at kode. I stedet flytter man rundt på en række forskellige byggeklodser, tilpasser dem til det, man gerne vil have dem til, og voilá: Man har en færdig applikation. I teorien i hvert fald.

Googles fremgangsmåde er her interessant, fordi den er den totalt modsatte af Apples, der om noget higer om deres App Store og ikke lader nogen som helst komme ind, der ikke nøjagtigt lever på til Apples krav (der ind imellem kan være lidt svære at overskue 100%). På en måde kan man sige, at Google anvender klassisk Blue Ocean Strategy her og finder en legeplads, ingen andre med et lignende tryk har taget.

Det er smart. Og lur mig om ikke Apples Steve Jobs sidder et eller andet sted med en farve i ansigtet, der til forveksling kunne ligne en solskoldning…

Giv dem nu det økonomikursus

Her midt i sommerferie-tiden, hvor diverse uddannelsesinstitutioner er lukkede, er der god tid til at overveje, hvordan man kan gribe undervisningen an fremover, så den sørger for at klæde de studerende bedst muligt på til det arbejdsmarked, der venter, når de får deres eksamen og skal ud og prøve kræfter med den virkelige verden.

Undervisere på Journalisthøjskolen kan passende skele til CUNY Graduate School of Journalism i New York, der udvider deres i forvejen spændende program til de journalist-studerende med en specialisering i Entrepreneurial Journalism. Et ekstra semester koblet på uddannelsen der skal give de studerende mulighed for at kaste sig over mange af de nye måder at forsøge at drive medievirksomhed på nettet på i håbet om, at de dels får succes med det, og at de dels finder endnu flere nye veje og dermed er med til at løse de kæmpe udfordringer, hele mediebranchen roder med i overgangen til det digitale.

Et sådant program ville være yderst relevant på Journalisthøjskolen, hvor det efter at have undervist på nu to forløb på 7. semester står klart for mig, at netop et kursus i forretningsmodeller og nye måder at finansiere journalistikken på er en af de ting, der står allerhøjest på de studerendes ønskeseddel. Ganske enkelt fordi de efter et spændende fagligt forløb har fået interessen for online – og det at skabe deres egen karriere indenfor samme – vakt i en sådan grad, at det nærmest er en forbrydelse at undlade at give dem det sidste med.

Så jeg håber. Håber på at Journalisthøjskolen – og dermed Danmark – kan blive kendt for at være et af de steder, hvor man virkelig tager hånd om at uddanne de journalister, der skal være drivende for at løse mediehusenes udfordringer med den gamle – og nu knapt så gode – forretningsmodel.

Data er fedt, benchmarking er bedre

Her i sommervarmen er jeg blevet bare en lille bitte smule optaget af at lege med mit Garmin ur og koblingen til Garmin Connect. Det giver en eller anden sjov tilfredsstillelse at tage ud og løbe en tur og så bagefter kunne samle dataene op på en online tjeneste, matche op mod de mål, man har sat sig og i det hele taget have styr på sin træning.

Men der er dog én ting, der undrer mig:

Hvordan kan det være, at Garmin ikke giver mulighed for, at man kan benchmarke sig mod andre, der minder om én selv? Systemet giver i forvejen mulighed for, at man kan gøre sine data offentlige og på den måde dele f.eks. løbe- eller cykelruter med hinanden, så fundamentet burde være der for, at man også kan se, hvordan man rent formmæssigt ranker mod andre. Det kan jo sagtens gøres anonymt.

Ved at hive benchmarking-data ind over, ville man give tjenesten et gameplay-agtigt element, der – tror jeg – ville gøre det sjovere at gå ud og træne i det håb, at man kan rykke opad i hierakiet og være mindst lige så god hvis ikke bedre end ens piers.

Det er langt henad vejen den samme mekanisme, der gør sig gældende med f.eks. Foursquare, og i og med det ser ud til at virke der, er der ingen grund til at tro, det ikke også ville virke i træningsverdenen. Jeg glæder mig derfor allerede, til Garmin enabler det.

R.I.P. UGEN.dk

UGEN.dk – Berlingskes forsøg på at lave et nyskabende digitalt magasin i abonnementsform – lukker. Nok ikke den store overraskelse for de fleste, for efter megen omtale omkring lanceringen, har projektet været omgærdet af stilhed. Og det er aldrig noget specielt godt tegn.

Nu kunne man sagtens sætte sig ned og sætte fingrene på alt det, UGEN.dk gjorde forkert, og hvorfor det bare ikke kunne anderledes. Men i stedet skal der gå lidt kredit til Berlingske for i det mindste at have gjort forsøget.

Og så skal der også gå lidt kredit til den ene ting, jeg virkelig synes UGEN.dk havde set rigtigt: Den noget alternative inddeling af stofområder med f.eks. “Samtaleemner” i stedet for de vanlige “Politik”, “Indland”, “Udland” der er så fortærskede som kategoriserings-ord, at de efterhånden ikke engang kan ophidse en bibliotekar.

Det var et rigtig godt forsøg fra Berlingske på at skabe personlig relevans på en anden måde, og jeg håber meget, man fra koncernens side – og andre mediehuse for den sags skyld – følger op på den måde at anskue indhold på. For det er ved at anskue tingene på nye måder, at man flytter sig. Og én stor bevægelse er præcis, hvad mediebranchen har brug for.

PS. Søren Storm Hansen omtaler også UGEN.dk’s lukning og kommer med den meget relevante pointe, at det nu er tiden at skue fremad og ikke tilbage mod et papirformat, der ikke lader sig transformere til en betalings-applikation på nettet. Interessant set i lyset af den megen fokus på Apples iPad som mediehusenes redning. Behøver jeg at sige, at jeg stadig ikke tror på det?

En ond investering?

Google flyver stadig højt med sit mantra “Don’t be evil”. Men hvad skal man tænke om det, når det rygtes, at søgegiganten har investeret ikke mindre end 100 millioner dollar i spilfirmaet Zynga – dem med FarmVille, MafiaWars og andre vanedannende spil på Facebook, der enten driver én til afhængighed eller vanvid?

Når man tænker på, hvordan Zynga har været igennem møllen for at tage annoncører ombord, der bruger mindre pæne metoder, er det så ikke nærliggende at klassificere en sådan investering som “ond”?

Men mere væsentligt: Hvad siger investeringen – hvis den altså er sand – om Googles intentioner? Google har altid gjort et stort nummer ud af at positionere sig selv som mellemmand – som en platform, der lever af at connecte A og B for et fee. Hvordan ændrer det sig nu, hvis man pludselig begynder at begive sig ind i noget, der minder om indholdsproduktion?

For mediehuse er sagen interessant. For i og med at Google altid har forsvaret sig mod krav om betaling for at linke til indhold med, at man netop ikke var et medieselskab, kan nogle måske forsøge at få et træk som dette til at indikere, at Google i virkeligheden er præcis så meget et medieselskab som så mange andre. Og ad den vej derfor også skal betale for, hvad der i mediehusenes øjne er Googles udnyttelse af deres rettigheder.

Spekulativt nu, ja. Men ikke desto mindre interessant at følge.

Super møde med pionererne

I fredags havde vi det første meet up i Danske Online Pionerer – en gruppe på LinkedIn, jeg startede i midten af december sidste år, og som nu tæller 570 medlemmer, der på en eller anden måde arbejder med online. Og hvilket meet up det blev.

Godt 20 havde trodset sommerferie og ikke mindst sommervarme og var mødt op til arrangementet i fornemme sponsorede omgivelser på Admiral Hotel (tusind tak for det), og snakken gik lystigt. Det viste sig hurtigt, at en af de største forcer, gruppen har, er dens diversitet – dens afspejling af hvor mange facetter der findes i det at arbejde med online. Og de muligheder det giver for at lave nogle rigtig spændende arrangementer.

Lysten til at ville videre med gruppen er stor. Der blev bragt masser af forslag til nye arrangementer op: Meet ups i BarCamp-agtigt format, fælles brainstorms på nye teknologier, foredrag med folk i gruppen, der virkelig er eksperter indenfor deres felt. O.s.v. o.s.v. Der er virkelig noget at arbejde med.

Jeg vil nu bruge noget tid henover sommeren på at samle de forskellige inputs, forsøge at idenficere nogle tovholdere indenfor forskellige typer af arrangementer og – forhåbentlig – vende tilbage med en kalender over et månedligt arrangement, når vi alle er tilbage fra sommerferie.